Blog-træf

mandag den 31. januar 2011


Up-date på blog-træf.

Lige her kan man læse om træffet, som foregår hos mig på søndag.

Jeg glæder mig rigtig meget til at møde skønne bloggere IRL og få en omgang
 krea-hygge-snakke-bytte-mm.

Jeg må lige slå følgende fast: Der kræves ingen forkundskaber for at kunne deltage. Man behøver ikke strikke eller hækle. Hvis I har noget man gerne vil vise frem, så tag det endelig med, både færdige og ufærdige projekter.

Der vil være mulighed for at lege med HAMA-perler og klippe-klistre i papir mm. Materialer til dette ligger klar til brug. Men også det er frivilligt. (Ha-ha)

Der er nogle der har meldt sig til og nogle der stadig tøver. Alle har skrevet søde mails og kommentarer, og som nævnt glæder jeg mig til at møde bloggere IRL.

Hvis I har spørgsmål, mail da endelig til mig på loppe-shoppe@hotmail.com eller skriv en kommentar i dette indlæg eller her. Jeg mailer min adresse.

Vær velkommen.



Vakkert

søndag den 30. januar 2011




Så smukt solskinsvejr, gåtur til stranden.



Liberty-sekskanter...




Badedyr og broderi

fredag den 28. januar 2011





Når badesæsonen syner så langt væk er det skønt med en invitation fra mine forældre: fem dage i luksus pool-sommerhus med vand-rutchebane, spa, sauna, fladskærme med diverse spil, bordtennis mm. Børn og vand er altså en skøn kombi.




Jeg har pakket en pose med broderi-stuff og lidt sekskanter til patchwork. Og en computer så jeg kan følge med i hvad Blogland frembringer af herligheder.

Rigtig god week-end til alle.

Give-away

onsdag den 26. januar 2011


Tilbehør til dukke eller bamse.

Af retro-stof og blød denim har jeg syet en taske, et patchwork-tæppe og en pude. Min mor har strikket et halstørklæde og et sjal af det bløde Alpaca.

Jeg har valgt farver som jeg synes er til både pige- og drengeleg.
Alt i lege-størrelse.
(Hvis I ikke selv har børn/børnebørn i passende alder, kan det måske bruges som gave)


For første gang vil jeg bruge reglerne om flere lodder pr. person. Reglerne er:

En kommentar = et lod.

En kommentar og et link = to lodder

En kommentar og et link og fast-læser-tilmelding = tre lodder.

Jeg udtrækker vinder d. 5. feb.

Jeg håber I har lyst til at lege med.

Alle kan deltage, også Jer uden blog. Skriv da endelig mail-adr.

(Beklager den dårlige foto-kvalitet, jeg synes farverne er meget flottere i virkeligheden)

Her følger nærmere beskrivelse af de enkelte ting:



Herover er tasken, foret med retrostof, det samme stof som på den applikerede stjerne.

Herunder er tæppet, det måler ca. 23 gange 28cm.
På bagsiden er der applikeret stjerner som på tasken og lavet enkelte punkt-quiltninger.




Puden er på ca 11 gange 13 cm. Fyldt m. pladevat.


Bagside af pude herunder:



Halstørklæde ovenfor og sjal nedenfor, løst strikket. Længde på begge er ca. 58 cm.



Antikvariats-besøg

tirsdag den 25. januar 2011


I dag var jeg forbi et velassorteret antikvariat, to reoler med titlen: "Håndarbejde".
Jeg måtte lade 3 bøger med broderier og diagrammer ligge, idet prisen var alt for høj. Manden der ejer antikvariatet sagde, at specielt Japan er meget interesseret i broderi og at han sælger broderi-bøger dertil for flere hundrede kroner stk.
Men jeg er rigtig glad for de tre jeg købte. Den øverste er skrevet af Nina Knudsen og Ingrid Mortensen og udgivet i 1969. Den er i farver og med mønstre.



Lis Paludan har jeg jo fat i allerede, men det er en bog som er lånt på biblioteket, og jeg ville gerne have en selv. Herunder er vist en prinsesse syet af bl. a. kædesting, som jeg var ved at øve mig på, da jeg læste teksten til venstre for hende: "...broderet af en pige på 11 år..." Og mine sting var slet ikke så vellykkede...


En bog mere af Lis Paludan.


Herunder eksempler fra bøgerne, pingvinen er der mønster med til -


- og sommerfuglene herunder er uimodståeligt glade!


Hvis der er nogle af Jer der har broderet noget a la disse, vil I så vise det i et indlæg? Eller måske linke til allerede eksisterende sider?

150 kr. i alt.

NB. Der var en mere af Lis Paludans "Broderier i farver". Antikvariatet ejes af Klavs Verholt. Her er link

Stel

mandag den 24. januar 2011


(Nu med læser-service aller-nederst)
Camille lagde ud med at vise sine fine stel her og her. Flere fulgte efter, bl. andre Westmose og nu også Mirjam.
Det er sjovt at se, hvad andre samler på. Jeg har endnu ikke set nogen "slå" Westmose i antal kopper! Funny!
Mirjams indlæg om Aluminias fajancestel "Sonja" blev dråben, nu vil jeg også være med. Jeg samler nemlig også på det skønne stel. Og Mirjam har ret når hun skriver at det med sin fine blå farve passer godt til meget. Jeg blander fx. mit med det tyske "Dresden" fra Villeroy&Boch.



Og her efter at jeg har købt min første Mano-kop, kan jeg se at de også er gode venner.


Herunder Sonja, Mano og gul tysk kande - nogle gange er det herligt at sætte så forskellige farver sammen og andre gange er det "bare" Sonja. (Kan desværre ikke tyde stemplet under den gule kande, men den slags kander samler jeg også på...)




Her er skabene med stel. Øverst til venstre de sjældne suppe-tallerkener med ører. (Beklager den grynede foto-kvalitet) Det hele bliver brugt både i hverdagen og til fest! Jeg har ikke et hverdags-stel og et fest-stel.




Til sidst en stak fade, fra de helt små til det allerstørste der er ca. 45 cm langt.


Hov!
Glemte da venlig læser-service: Her er sider på nettet hvor det Sonja er til salg (ved dog ikke om det er solgt)

Gul og gratis: her (stel) og her (fad) og her (stel)


DBA: Her (52 dele) og her (6 smørebrætter) og her (mest fade)

Poncho, broderier og lopper.

lørdag den 22. januar 2011





Min mor har strikket en poncho til mig. (Måske forstår I bedre og bedre hvorfor jeg ikke føler mig tilskyndet til at lære at strikke!?)


Hvad synes I? Jeg ville gerne ha' haft bare en eller to bredere gule striber... Synes I at den skal være længere? (den er ikke afsluttet for neden, som I nok kan se på løs garn-ende).



Herunder er så mine broderier, først lidt korssting...










... og så mine studier ud i fladsyning, nedlagt syning, kæde-sting, fordring, dobbelte ditto, y-sting og tungesting.
Snart vover jeg mig ud i forskellige heksesting, stjerner og måske endda flettede båndsting.
(I må gerne grine) (Helle, 5.kl)



Til sidst dagens fund: Et Wiinblad pudebetræk og to flaconer.




God week-end -

fredag den 21. januar 2011




- til alle.
Nu sidder jeg her i sommerhuset og omstiller mig til at kunne slappe af og fx. nyde de små lanterner jeg har tændt ude. Dette efter en dag med vores fireårige datter og hendes albue hos egen læge, på sygehuset, røntgen og skadestuen...
Forhåbentlig er det en slags forstuvning som heler med tiden... Pyh.
Trods ventetider, kommunikations-koks, lukkede røntgen-stuer på gr. af tekniske problemer, er jeg meget taknemmelig over at bo et sted med de muligheder for hjælp.

Fik jeg sagt: Rigtig god week-end til alle!





Udtrækning af give-away


Hermed udtrækker jeg vinderen af de to bjørne. (Og beklager forsinkelsen...)

Der var 12 kommentarer, men 11 lodder (en dobbelt). Nu spørger jeg min kæreste om et tilfældigt tal ml. 1 og 11, og han  svarer:  11.

Det er altså Thore med bloggen Thora's Verden !! De to små bjørne skal nu en tur nordpå til Norge! (Tænk at denne lille verden når så langt ud i den store verden)

Tak til alle fordi I legede med.

Mere Award

torsdag den 20. januar 2011


Se nu her hvad jeg fik af BÅDE Joan med http://www.wooz.dk/ / Joan Bagger Andersen med en fin blog som jeg først nu har opdaget og "vores allesammens" Camille: "Hverdagshjem".

Tusind tak til Jer begge! Det er mig en ære.

Hermed følger otte ting om mig:

1) Jeg er enebarn!

2) Jeg er opvokset på en bondegård med  heste, geder, høns, påfugle, katte, skotsk højlandskvæg og hund. Min far er stadig ikke helt kommet sig over at jeg ikke ønsker at være landmand.

3) Når jeg er "hjemme" i sønderjylland slår jeg over i sønderjysk, så hvis der er andre ikke-sønderjyder til stede end min sjællandske mand oversætter han for dem. (!!) (ret fri oversættelse)

4) Jeg har fri fra mit arbejde for tiden og nyyyyder det. Jeg arbejder på 3/4 tid og har derfor en periode fri efter december-overarbejde.

5) Det minder mig også om mig

6) Jeg tænker over om det med at give noget konkret, gaver, velgørenhed er for nemt.

7) Jeg har landsbykuller

8) Jeg er ved at lære mig selv at frihåndsbrodere, fladsting, kædesting, korssting fra ud fra Lis Paludans bog om broderi. Fortsættelse følger.

Jeg burde nu give awarden videre til otte andre bloggere, men jeg tillader mig at nøjes med to, men hvilke to:

Camille  - som jeg også fik denne award fra og som jeg havde planlagt skulle have den, efter jeg fik min den første fra Joan, men inden jeg fik den af Camille. (Er det kompliceret?)
Camille skal have den fordi hun får mig til at grine, fordi jeg er så glad for at mit cyber-bekendtskab med Camille er så ukompliceret.

Karina med "Viggehønens Tankeblok". Karina er hovedårsagen til at jeg blogger, hun var min første faste læser og hjalp mig igang, ikke bare med det praktiske på blogspot, men også ved at dele sin glæde for bloggeriet med mig. Vel at mærke uden at kende mig overhovedet.

Ja, som nævnt stopper jeg her - jeg tror mange har fået awarden og kan ikke helt overskue det - og Camille og Karina tæller for mig for fire hver!

Tak igen!

Blog Award

onsdag den 19. januar 2011

Miss AD har i dette indlæg beæret mig med en fin blog! Tænk...!! Tusind tak, Anne Dorthe!

Det er første gang jeg får en sådan anerkendelse, så jeg famler mig lidt frem her.
Med modtagelsen af awarden følger her tre "hemmeligheder" (som så ikke længere er hemmeligheder) om mig selv. (Det minder mig om mig) Her følger tre ting, som jeg holder af:

1) Hav, havet, vandet, bølgerne, blæsten, duften af saltvand, synet af noget så stort og foranderligt, altid i bevægelse. Jeg windsurfede engang - denne fornemmelse af at blive båret afsted, i sanselig fryd og vished om at: "Om lidt ligger du i bølgerne, Helle, spørgsmålet er bare hvornår!".

2) Min frihed. Denne store gave af muligheder for at gøre dette eller hint - eller lade være. Men heldigvis er frihed et relativt begreb, frihed under ansvar, frihed med begrænsninger.

3) Jeg er til forår og sommer! Efterår og vinter måtte gerne bytte et par måneder med sommeren. Her for tiden tæller jeg minutterne hvor solen er oppe, kan i den forbindelse oplyse at dagene er tiltaget med 50 minutter.


Jeg skal nu sende denne award videre til tre bloggere, jeg håber I vil være med:

Marianne med bloggen Patchwork-blomsten (for sin glade, sirlige inspiration)

Julie med bloggen Muselberg (for sin hamster, de ventende klokker og inspirerende stædighed)

Margith med bloggen Emilies Hjørne (for sin uforudsigelighed, smittende glæde ved det der fornøjer øjet og -  ja og bare fordi!!)

Give-away

tirsdag den 18. januar 2011



Disse to små bjørne (ca. 6 cm) stod i genbrugsbiksen - som I måske husker har jeg to bjørne i forvejen, så de nye her udloddes nu i en lille, hurtig give-away.

Hver kommentar er et lod. Jeg er rigtig nysgerrig efter hvad I mon synes sådanne kitch-dyr skal bruges til - i et tableau, i en vindueskarm, spraymales eller...????

Det vil selvfølgelig glæde mig, hvis I låner billede til link og endnu mere hvis I melder Jer som fast læser, men det giver ikke flere lodder. Husk endelig at skrive mail-adr. hvis I ikke har blog. Alle kan deltage - også internationalt.

Denne give away udtrækkes torsdag d. 20. jan. kl. 21.

Er spændt på hvad I skriver.

Flere lopper

mandag den 17. januar 2011


Denne vase på næsten 21 cm stod i en genbrugsbiks og ventede vist bare på mig  - 18kr op af lommen - hjem og vaske den, og nu står den på prøve i vindueskarmen med Eslau-vaser og bornholmske L. Hjorth fabeldyr. Vasen er tysk, stemplet under bunden siger: "BAY W-GERMANY".


Tæppe + farve = ??? III - og lopper.

søndag den 16. januar 2011


Disse tre dyr på max. seks cm. højde stod i den lokale genbrugsbiks og brægede ad mig i går.
Nu bor de her sammen med Bambi, hund og hund og bjørne.
Alle tre stk. for 12 kr.
Camille havde dette indlæg om loppe-fund og praleri af samme! Herligt, jeg er vild med at prale af mine loppe-fund og at læse om andres! Og at øve mig i at rumme den grønne farve i mit ansigt af misundelse!


Herover og herunder er det ene tæppe i vores sofa sammen med to nye puder. Det er faktisk blevet ok. Hvad synes I? (Helt ærligt) (Det var bare et forsøg med gamle tæpper, så jeg kan tåle kritik, bare I aldrig griner af mine origami traner, husk endelig det)

Puden med seks-kanterne er i øvrigt et kapitel for sig, den tog lang tid at sy i hånden... Man skal virkelig tænke sig om mht. stof-og farvevalg, selv med en pude. Tænk, dem/Jer der går i gang med et helt tæppe, phew... Hvor lang tid tager det?!


God søndag til alle!

NB. Jeg har af Miss AD fået en blogaward, mere om det senere. Tusind tak, Anne Dorthe.

Tæppe + farve = ??? II

lørdag den 15. januar 2011


Her ses så resultatet... To tæpper a la batik!!


Lige nu er de i vaskemaskinen for at blive vasket almindeligt (for at få rest-farve ud) og så skal de tørre. Jeg tror de får en chance som de er. De er faktisk blevet finere end disse fotos viser. Hmmm... Hvad synes I mon?